Dyrefryd

View Original

Løs problemerne med hundeadfærd

Amichien Bonding har givet os ro og harmoni

Jeg har altid ønsket at forstå mine dyr og at give dem de bedste betingelser for et godt liv. Jeg har, siden jeg var barn, bevidst og kompromisløst fravalgt alt, der involverer tvang, skæld-ud og dominans og i stedet fokuseret på positiv træning med belønning. Men alligevel kunne jeg ikke helt lykkes med at give mine hunde den indre ro og skabe det tætte, problemfrie samarbejde, som jeg ønskede. Det gik såmænd meget godt, og jeg havde ingen store problemer med mine hunde, men jeg kunne alligevel mærke, det kunne gøres bedre.

Derfor søgte jeg en dybere forståelse for hundens instinkter og sprog, og heldigvis fandt jeg i min søgen til sidst Jan Fennell og hendes Amichien Bonding, som er en tilgang til optimering af relationen mellem hund og menneske, hundeopdragelse og -træning. Tilgangen er baseret på hundens grundlæggende instinkter, sprog og psykologi og skabt af Jan Fennell på grundlag af hendes forskning i hhv. hundes og ulves adfærd indbyrdes i deres flok. Amichien Bonding har gjort en verden til forskel for vores hunde og for vores liv med dem. Det er nu nemt at have 4 glade hunde, som nu slapper af, lytter til os og samarbejder villigt med os i alle situationer. Derfor valgte jeg at uddanne mig til Jan Fennell Hundelytter for at hjælpe andre hundeejere med at opnå den samme givende og uproblematiske relation med deres hunde.

Jeg er Jan Fennell dybt taknemmelig for de opdagelser, hun har gjort og for hendes store arbejde for at udbrede den vigtige viden om, hvordan vi mennesker kan bruge hundenes eget sprog til at forebygge og løse adfærdsproblemer.

Jan observerede og analyserede hundes og vilde ulves sprog og flokstrukturer for at undersøge, hvordan vi mennesker kan kommunikere bedre med vores hunde og undgå de problemer, der ellers ofte opstår. Hun fandt ud af, at vi kan bruge hundens eget sprog til at opnå en problemfri relation og et respektfuldt samarbejde med vores hunde uanset race, alder, erfaringer, forhistorie mv. Ethvert problem med hundens adfærd kan løses ved hjælp af Amichien Bonding, fordi denne tilgang fjerner selve roden til adfærdsproblemerne og tilmed på en måde, som hunden instinktivt forstår og respekterer.

Amichien Bonding handler om at bruge hundens eget sprog til at undgå de misforståelser, der leder til stress og adfærdsproblemer. Når du kommunikerer konstruktivt med din hund på dens eget sprog, løses misforståelserne, og I opnår en helt anden og dybere forståelse for hinanden. Netop den forståelse vil gøre jeres liv sammen sjovere, nemmere og bedre. Og det vil give din hund lyst til at sætte samarbejdet med dig allerhøjst på dagsordenen – i sidste ende endda højere end jagten på en hotdog i en busk, en fremmed hund, en kat i fuld fart eller det helt fjerde, som din hund ellers finder meget vigtigt at reagere på.

Hundens rolle

Alle hunde har unikke personligheder, som er formet af deres livserfaring, deres genetiske ophav og det miljø, de lever i. Denne personlighed påvirker naturligvis deres måde at være på og deres umiddelbare indstilling til omgivelserne. Men Jan Fennell så i sin forskning, at hundens oplevede rolle i flokken og plads i hierarkiet - i endnu højere grad end personligheden - er afgørende for, hvordan den opfører sig over for andre flokmedlemmer og fremmede, samt hvordan den vælger at agere i forskellige situationer.

Alle vores hunde er tidligere “kasseret” på den ene eller anden måde og er kommet til os med en tung bagage. Men fordi vi nu kan kommunikere med dem på en måde, som de forstår og finder ro i, mærker vi kun sjældent resterne af den tunge, mentale bagage, de kom med. Det er en stor glæde at se dem glade og fri af stress og bekymringer.

Hundens rolle er simpelthen det kompas, den navigerer efter, i alt hvad den gør. Så hvis der er rod i kompasset, kommer der også til at være rod i adfærden. Hvordan og i hvilke situationer det ”rod i adfærden” så viser sig tydeligst og giver problemer, er blandt andet afhængig af hundens personlighed samt de øvrige flokmedlemmers adfærd.

Jan Fennell fandt altså via sin forskning ud af, at nøglen til at fjerne roden til alle adfærdsproblemer (som ikke har en fysisk årsag) er at vise hunden ved hjælp af hundesprog, at flokkens mennesker kan og vil påtage sig alle de vigtige beslutninger og det overordnede ansvar for flokkens sikkerhed og trivsel. Det giver hunden (eller hundene) friheden til at lægge ansvar og stress fra sig og slappe af og nyde livet sammen med sin flok.

Der er især 4 tilbagevendende situationer/temaer, hvor lederskabet understreges i hundeflokken, og det er derfor især på de 4 punkter, vi mennesker skal lære at bruge hundesproget og opføre os som gode ledere, hvis vi ønsker os et afslappet samliv med en stress-fri hund:

  • Mad – ved hver fordeling af byttet understreges lederskabet i flokken

  • Fare på færde – det gælder enhver mulig trussel set med hundens øjne

  • Jagt – i den tamme hunds verden er det enhver gåtur

  • Status – ved hver genforening efter adskillelse understreges lederskabet, og status opretholdes i måden, hvorpå flokmedlemmerne kommunikerer, leger og samarbejder indbyrdes

Ingen hund stræber efter rollen som leder, men den påtager sig jobbet, hvis den oplever, at stillingen er ledig. Viser der sig derimod at være et andet flokmedlem, der er bedre egnet som leder, accepterer hunden villigt en lavere plads i hierarkiet og afgiver ansvaret og rollen som leder - men naturligvis først, når den er helt overbevist om, at det andet flokmedlem er kompetent til at varetage jobbet på alle 4 afgørende punkter.

Hvad siger du egentlig til din hund?

De fleste hundeejere ville nok sige, at det er menneskene i huset, der tager ansvaret og beslutningerne, og at hundens opgave primært er at være hyggeligt selskab og gøre, hvad menneskene beder den om.

De fleste af selvsamme menneskers hunde ville dog sige noget helt andet, hvis de kunne forklare deres egen jobbeskrivelse med menneskeord. Men det kan de ikke, og deri ligger nok en stor del af problemet.

Hunde kommunikerer ved hjælp af hundesprog, som primært består i kropssprog og handlinger. Mennesker kommunikerer med menneskesprog, der i høj grad består af ord, ubevidst kropssprog (præget af menneskelige instinkter) og i mindre grad handlinger.

I stedet for selv at lære hundens sprog har vi som regel travlt med at få hunden til at lære vores sprog i form af kommandoer - i vores iver efter at få den til at opføre sig, som vi ønsker.

Vi kan lære hunden at koble mange af vores ord med bestemte handlinger og masser af kunster. Men ingen kommandoer kan overbevise hunden om, at den ikke behøver at påtage sig jobbet som leder af flokken. Det kan kun det sprog, den naturligt forstår.

Mange af vores handlinger i vores omgang med hunden har faktisk en klar og utvetydig betydning på hundesprog, men det er ofte en anden betydning, end vi egentlig havde til hensigt at udtrykke. Så mens vi er fokuserede på at lære vores hunde alle menneskeords-kommandoerne fra hundebogen, giver vi dem i vores hverdag hele tiden information om, at vi forventer, de tager ansvar for os. Det er ikke med vilje, men det bliver realiteten, fordi vi ubevidst handler ud fra vores menneskelige instinkter og ikke forstår, hvad vores kropssprog og handlinger betyder set med en hunds øjne.

Derfor oplever de fleste hunde, at de er ansvarlige for deres flok, og i deres iver efter at løse den ledelses-opgave, de ikke magter, udvikler mange hunde stress, adfærdsproblemer og mistrivsel.

Lederskabet set med hundeøjne

Mange hunde oplever altså at være overordnet ansvarlig for de 2 voksne, 3 børn og 1 kat, som deres flok fx kan bestå af. Hunden mærker sin egen utilstrækkelighed i jobbet, og den ved instinktivt, at manglen på en god og stærk leder bringer flokkens overlevelse i fare, så den arbejder under pres. Den er ansvarlig for opgaver som at opretholde god ro og orden, at lære flokkens medlemmer at jage, at skaffe og fordele maden, at sætte dem i gang med dagligdagens opgaver, at opdrage dem, at beskytte dem mod fremmede og mulige trusler, samt at holde flokken samlet og i harmoni.

Det at skulle sikre en hel floks overlevelse i en menneskeverden fyldt med ting, hunden ikke forstår, er mildest talt op ad bakke. Endnu sværere bliver det af, at mennesker er nogle besværlige og til tider umulige flokmedlemmer, der typisk udviser stor mangel på respekt for hundens lederskab ved fx at komme og gå, som det passer os, at krænke det personlige rum ved at gå hen til hunden uden at være inviteret (det er aldeles grænseoverskridende adfærd i en hunds øjne!), at sætte hunden i snor og trække i den, mens den ihærdigt forsøger at lære os, hvordan man jager mulige trusler væk, finder byttedyr og fanger føde mv.

Lyder det som et ansvar, hunden kan trives med? Eller giver det nu meget god mening, at mange af vores hunde er stressede og udvikler problematisk adfærd?

For mig giver det rigtig god mening, og jeg er Jan Fennell dybt taknemmelig for hendes opdagelser og vilje til at lære mig og alle andre interesserede, hvordan vi kan give vores hunde et godt og problemfrit liv i fredelig harmoni med os – blot ved hjælp af forståelse og respektfuld kommunikation. Det har allerede hjulpet mange hunde verden over, og jeg ser frem til at hjælpe endnu flere.

Du kan læse meget mere om Amichien Bonding i både teori og praksis i bl.a. flg. bøger:

Hundesprog – Hund og hvalp i harmoni af Karina Rasmussen

Hundelytteren af Jan Fennell

Hundelytteren i praksis af Jan Fennell

Du kan også følge Jan Fennell og Tony Knight på Facebook og få inspiration og viden fra deres videoer på Youtube.

Og du kan kontakte mig for hjælp til at lære hundesproget og Amichien Bonding i praksis.