Problemer med trailerlæsning

Trailerlæsning er en af de situationer, der for rigtig mange hesteejere er forbundet med store problemer og frustrationer. Det skyldes helt grundlæggende det faktum, at hesten er et byttedyr med et stærkt flugtinstinkt, og derfor er det som udgangspunkt – set med hesteøjne – en meget dårlig idé at gå ind i et meget lille lukket rum som en trailer. Situationen forværres af, at vi mennesker er drevet af rovdyr-instinkter, og det præger ofte vores adfærd i læssesituationen. Det skaber stress i hesten og aktiverer dens overlevelsesinstinkt. De modstridende instinkter og stressen skaber problemer og konflikter.

Men det behøver ikke være sådan.

Hvis du lærer at tænke som en hest og lægge dine rovdyr-instinkter til side, kan din hest blive tryg ved traileren, og trailerlæsningen kan blive let som en leg. Jeg kan lære dig det.

Træning og undervisning i trailerlæsning

Hvis du ønsker min hjælp, kommer jeg gerne ud til jer og lærer dig at løse jeres problemer.  Jeg starter med at forklare dig om min tilgang og fremgangsmåde i træningen. Dernæst vil jeg typisk arbejde med din hest i en Dually grime på jorden - gerne ved siden af traileren, hvor jeg vil lære hesten at følge mig og vise den, at jeg er en god makker, man kan stole på.

Herefter vil jeg arbejde mig tættere på traileren og efterhånden op ad rampen og ind i traileren. Jeg vil undervejs hele tiden have fokus på at gøre det overskueligt for hesten og dele opgaven op i små steps, så jeg kan holde hestens stressniveau så lavt som muligt under hele træningen og ikke bede hesten om mere, end den kan magte. Jeg forklarer dig, mens jeg arbejder med hesten, hvorfor den gør, som den gør, og hvorfor jeg håndterer det, som jeg gør, så du selv lærer at gøre som mig.

Når hesten har fået tillid nok til at gå op i traileren med mig, vil du som ejer selv arbejde videre med træningen med hjælp og vejledning fra mig. Når hesten er blevet tryg ved at gå op i traileren med dig, vil vi arbejde videre med at gøre den tryg nok til også at blive der, mens bagbommen kommer på. Jeg vil naturligvis også vejlede dig grundigt i, hvordan du selv kan træne videre uden mig.


NB. Der indgår hverken pisk, sticks, godbidder eller andre former for foder i min træning og undervisning. Mit eneste udstyr er en line og en Dually grime.

Hvor hurtigt er problemerne løst?

Det er vidt forskelligt, hvor langt det er muligt at nå ved den første træning, og det er meget vigtigt at stoppe træningen, inden hesten ikke kan rumme mere. Hvor langt man kan nå på en gang, afhænger af både hest, ejer og problemets omfang.

Med nogle heste kan alle ovenstående steps af undervisning og træning gennemføres succesfuldt på en time, hvorefter du som ejer blot selv skal lave den efterfølgende træning, som jeg har instrueret dig i, for at problemerne er løst helt.

Med andre når vi kun lige at få hul på problemet den første gang, og det kræver flere besøg af mig og træning af ejeren selv mellem besøgene, før problemerne er helt løst. Der er stor forskel på, hvor stor modstand hestene føler ift. traileren, og der er også stor forskel på, hvor meget træning de kan kapere mentalt på en gang. Og det må og skal vi respektere.

Så jeg kan ikke love dig på forhånd, hvor hurtigt det går med at få løst jeres problem, men jeg kan love dig, at starten på at få det løst er at kontakte mig og aftale et tidspunkt for første træning og undervisning.

 Det praktiske og priser

Ved mit første besøg hos jer er prisen for den første time 800,-. De færreste heste kan klare koncentreret mentalt arbejde som dette så længe, men der går også tid med at forklare og undervise dig som ejer, og derfor kan der i nogle tilfælde være brug for mere tid. Efter den første time falder prisen pr. time til 640,- (160,- pr. påbegyndt kvarter). Herudover kommer kørsel 4 kr. pr. kilometer over 15 km fra min adresse i Sabro.

Hvis I er flere samme sted, som ønsker hjælp, så kontakt mig for en god pris.

Ovenstående priser er forudsat, at du selv har en trailer til rådighed til træningen. Hvis du ikke har mulighed for at stille en trailer til rådighed, så kontakt mig for pris.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål, eller gerne vil høre nærmere om, hvordan jeg kan hjælpe dig og din hest.