Aggressiv hundeadfærd
Knurren, truende gøen, snappen og bid er alt sammen naturlig adfærd for en hund, der føler sig presset. Og det bør tages alvorligt som netop det; et tegn på, at hunden har svært ved at håndtere den pågældende situation og føler sig så presset, at den finder det nødvendigt at ty til aggressiv adfærd. Det er meget ubehageligt for både hunden, ejere og andre tilstedeværende, og det er også potentielt farligt for alle involverede. Det gælder uanset, om den aggressive adfærd er mod dig som ejer, mod andre, hunde, gæster børn eller andre. Så det er rigtig vigtigt, at vi som hundeejere tager ansvar for situationen og lærer at hjælpe vores hund til at kunne fravælge den aggressive adfærd.
Der findes mange sejlivede myter og misforståelser vedr. aggressiv adfærd hos hunde, og de er medvirkende til, at mange hunde desværre ender med at blive aflivet pga. deres aggressive adfærd i stedet for at få effektiv hjælp til at stoppe den aggressive adfærd. Det skyldes sandsynligvis også, at mange mennesker finder det svært at forstå, hvorfor adfærden opstår og dermed også har rigtig svært ved at ændre den effektivt.
Kastration er ikke en sikker eller effektiv løsning
Hos hanhunde vil mange hundeejere som det første ty til kastration i den tro, at det vil løse problemet. I nogle tilfælde vil kastrationens drastiske reduktion af hundens testosteron niveau medføre, at hunden ikke længere har modet til at vælge en udadreagerende adfærd og i så fald kan det mindske den aggressive adfærd, men det løser ikke det bagvedliggende problem, så der vil oftest blot opstå andre uønskede symptomer som fx ængstelighed. I andre tilfælde vil den øgede usikkerhed pga. reduceret testosteron blot føre til endnu værre aggressiv adfærd. Så det er altid klogere at løse det bagvedliggende problem, i stedet for at håbe, at kastration er den nemme, effektive løsning. Det er det ikke. Bliv klogere på adfærdsmæssige fordele og ulemper ved kastration i blog indlægget her.
Giv ikke op - løs problemet effektivt med hundelogik
Derfor ender mange hundeejere med at tro på, at der må være noget grundlæggende galt med hunden, når den opfører sig aggressivt, og at det ikke står til at ændre. Det er trist og forkert. Hundens aggressive adfærd kan være meget vanskelig at forstå og at ændre med menneske-logik, men når vi lærer at se situationen gennem hundens øjne og forstå den med hundelogik, kan vi løse problemet sikkert og effektivt.
Kun når aggressionen skyldes fysisk sygdom/smerter, der ikke kan helbredes eller afhjælpes, kan det være på sin plads at afskrive muligheden for at ændre adfærden gennem effektiv adfærdsterapi. Er en fysisk årsag udelukket, så vil den rette adfærdsterapeutiske indsats med brug af hundelogik, kommunikation og samarbejde kunne hjælpe hunden til at slippe den aggressive adfærd.