Angst og ængstelighed hos hunde

Mange hunde lider af angst i en eller anden form. Det kan fx være angst for at forlade hjemmet, for mørke, fyrværkeri, tordenvejr, andre hunde, fremmede mennesker, kloklip, dyrlægebesøg eller angsten for adskillelse (separationsangst). Der findes meget forskelligt, hunde kan have angst for. Nogle hunde forholder sig generelt ængsteligt eller meget forsigtigt til deres omgivelser, mens andre generelt fremstår selvsikre men har nogle helt specifikke ting eller situationer, der fremkalder usikkerhed eller decideret angst hos dem.  

Løsningen findes i hundelogik

Ejerne undrer sig typisk over, hvorfor angsten dog er opstået, og hvorfor de ikke kan lykkes med at lære hunden, det ikke er farligt, så angsten kan dæmpes eller forsvinde. Som regel skyldes det, at vi mennesker simpelthen ikke forstår den egentlige årsag til angsten og derfor heller ikke forstår hverken at forebygge eller dæmpe den. Vi handler ud fra en menneskelogik, der ganske enkelt ikke giver mening for hunden. Hvis vi i stedet bruger hundelogik, kommer vi meget længere og kan løse adfærdsproblemer effektivt.

Hvem er flokkens sikkerhedschef?

Læs her om Aldos vej ud af angsten

Hunde er i meget høj grad styret af deres flokinstinkt, og det, der bestemmer, hvordan de forholder sig til forskellige ting og situationer, er grundlæggende to faktorer; deres personlighed og den rolle, de mener at have i flokken. Når der opstår angst eller andre adfærdsproblemer, skyldes det primært, at vi mennesker er kommet til at give hundene en rolle, der indebærer et stort ansvar for flokken – simpelthen fordi vi ikke ved, hvordan hundene afkoder deres egen rolle ud fra vores adfærd. Og når vi mennesker blot følger vores menneskelige instinkter og vores kærlighed til hunden, kommer vi meget ofte - uden at vide det og uden at ville det – til at give hunden en følelse af at være ansvarlig for os i stedet for omvendt.

Uden at være bevidst om det siger vi faktisk til dem på hundesprog, at vi forventer, de tager ansvar for os og passer på os. Det gør de så, så godt de nu kan, og det skaber adfærdsproblemer. For det er et alt for stort ansvar for en hund at bære, og derfor skaber det stress og hos mange hunde også angst. Ved at lære om hundesprog kan du opklare misforståelsen omkring din hunds rolle og ansvar, og det vil dæmpe og med tiden kurere enhver angst effektivt. Hvis du har viljen til at se verden med din hunds øjne og til at ændre nogle af dine vaner, så kan jeg lære dig at fjerne din hunds angst. Din hurtigste vej dertil starter med, at du tilmelder dig online kurset Det Bedste Hundeliv, hvor du lærer at bruge hundesprog til at give din hund tillid, selvtillid og tryghed, så angsten forsvinder.

Din reaktion på hundens angst

Det grundlæggende arbejde med at få styr på fordelingen af roller og ansvar koncentrerer sig faktisk ikke om selve de angstfremkaldende situationer, men selvfølgelig er det væsentligt, at vi også i de situationer lykkes med at kommunikere klart og tydeligt, at vi tager ansvaret for at passe på flokken, og at vi ikke mener, der er grund til angst. Separationsangst adskiller sig lidt fra de øvrige, fordi symptomerne opstår, mens du er væk fra hunden (men de grundlægges af din adfærd, mens du er sammen med den). Du kan læse mere specifikt om separationsangst her.

Hundesprog består primært af kropssprog, handlinger og øjenkontakt/fravær af øjenkontakt, så for at kommunikere klart og tydeligt til vores hunde, er det nødvendigt, at vi lægger vores menneskelogik og -sprog på hylden og i stedet lader vores krop og handlinger tale et forståeligt hundesprog.

I de situationer, hvor hunden bliver bange, er det væsentligt, at vi bevarer roen og undlader at reagere på hundens angst. Hvis du kan, så afskærm så vidt muligt din hund fra det, den er bange for fx ved at blive inde og trække gardinerne for, hvis den er bange for lyn eller fyrværkeri. Eller styr udenom fremmede, I ser på gåturen, hvis det er der, den bliver usikker og bange. Hvis den er bange for at forlade hjemmet og fx for at gå tur, så lad den blive mest muligt hjemme, mens du arbejder med at kurere dens angst. Fundamentet for det arbejde skal nemlig bygges hjemme i trygge omgivelser, inden I kan arbejde med det på udebane.

Lad den opholde sig tæt ved dig, hvis den ønsker det, når den er bange, men lad være med at give den godbidder, kæle med den, kigge på den eller forsøge at trøste den. Hvis den fx gemmer sig under sengen, når den bliver bange, så lad den bare gøre det, og lad være med at kigge på den, henvende dig til den eller forsøge at få den ud. Det vil kun bidrage til misforståelsen mellem jer og bekræfte den i, at den har god grund til at være bange. Forhold dig i stedet selv roligt og gør noget, du hygger dig med uden at have fokus på din hund – dermed viser du din hund, at du er der sammen med den, at du er upåvirket og helt tryg ved situationen, samt at den ikke er i fokus og dermed ikke forventes at passe på dig.


”Jeg er helt rolig, men det hjælper ikke”

Hvis din hund stoler fuldt og fast på, at du er i stand til at passe på jeres flok, vil den følge dit eksempel og lade sig smitte af din ro og tryghed, hvis du gør som ovenfor beskrevet. I rigtig mange tilfælde vil det dog ikke være nok til at berolige hunden, for de fleste hunde, der lever sammen med mennesker, har en stærk tro på, at de helt grundlæggende har ansvaret for os og ikke omvendt. Og når det er tilfældet, kan vi være nok så rolige, uden at vores hunde nødvendigvis lader sig smitte af det. Det vil sige, at det er hundens opfattelse af, hvilken rolle vi hver især har, der bestemmer, om de tror på vores vurdering af situationen og dermed finder tryghed i vores ro.

Man kan sammenligne det med, hvis der var en stor trussel mod din arbejdsplads, som potentielt kunne føre til fyringer.

Du frygter at miste dit job, og en af praktikanterne kommer og siger til dig, at truslen slet ikke er så alvorlig, at der jo er styr på det, og at du ikke bliver fyret. Hvad ville du tænke her? Måske noget i retning af: ”Det er da meget rart, du er så optimistisk, men hvad ved du egentlig om det?” Og du ville nok ikke føle dig synderligt mere rolig af det. Men lidt senere kommer din chef, som du kender som en god, troværdig leder. Hun siger: ”Truslen er slet ikke så alvorlig som først antaget, og vi har styr på situationen, så der bliver ingen fyringer.” Hvordan ville du have det nu? Jeg gætter på, du ville føle dig lettet og mere rolig.

Vores indbyrdes roller og relation er helt afgørende for, hvordan vi opfatter budskabet, og hvordan vi reagerer på det. Sådan er det også for vores hunde. Så hvis du gerne vil kunne gøre din hund tryg og fjerne dens angst, må du lære at kommunikere med den på en måde, der tydeligt fortæller den, at du er den gode chef, der har helt styr på situationen og passer godt på jer. Og den eneste måde, du kan forklare den det forståeligt er ved med dit kropssprog og dine handlinger at kommunikere med den på hundesprog.

Lær hundesprog og fjern angsten

Så længe du på hundesprog med din krop og handlinger går og fortæller din hund, at du er praktikanten, og den er den ansvarshavende chef i jeres flok, vil du ganske enkelt ikke kunne hjælpe den af med angsten og ængsteligheden.

Kunne det ikke være interessant at lære hundesprog, så du kan opklare misforståelserne og hjælpe din hund til at blive tryg og selvsikker og leve et liv uden stress og angst?

 
Anne Tine Rasmussen